Citycentralen
Hvis kraftværket Esbjergværket eller forbrændingsanlægget Energnist var ude af drift, stod DIN Forsynings egne reservecentraler klar til produktion. Dem har vi også tænkt ind i vores produktionsmix. De sikrer, at vi i stort set alle tænkelige situationer vil være i stand til at opretholde varmeforsyningen efter nogle få timer.
Rygraden i forsyningssikkerheden
Citycentralen var inden det nye byggeri vores største produktionsenhed. Den er placeret på havnen og kan ses fra Estrupvej som en sort bygning med en stor hvid silo tæt ved. Den store silo er en vandtank (akkumulatortank), der kan rumme varmt vand nok til seks timers drift. Det er nok til, at vi kan nå at udbedre fejl på vores værker.
Citycentralen er fra 2011. Centralens to første kedler har fra begyndelsen været bestemt til vegetabilsk biooliedrift. Den sidste kedel, der er idriftsat 2019, er dog baseret på naturgas. Den kan producere 150 MW, når alle tre kedler kører.