16-03-2023

Flis til fjernvarme - sådan fungerer det

Den flis, vi skal bruge i fliskedlen, er et restprodukt og kommer fra træ, der er til overs. I vores overordnede strategi har vi en ambition om intet spild, og det flugter med at bruge træ, som andre alligevel har til overs.

Der er strenge kontrolkrav til flisen. Hvert vognlæs flis bliver vejet og kontrolleret, og der afleveres en prøve. På den måde kan vi altid spore, hvor flisen kommer fra. Desuden har vi lavet en aftale om organisationen Preferred by Nature, som skal kontrollere certificeringer og leverandørkæder for at sikre, at alt er i orden.

Første læs flis er modtaget
Vi har netop fået første levering af flis til at teste vores flismodtagelsesanlæg. Denne flis kommer fra en skov ved Varminglund syd for Ribe. Skoven blev plantet i 1999, og HedeDanmark a/s har været i gang med at pleje og udtynde for at sikre de optimale vækstbetingelser. Her fjernes bl.a. syge træer og træer med misvækst, og dette arbejde giver en del træ i overskud, som altså bliver til flis.

I forhold til CO2 bliver der aldrig ryddet mere end det, der kommer til. Så længe skoven vokser mere, end der fjernes, har man bundet mere CO2, end der frigives ved afbrænding.

Flis har stor energitæthed
Flis har en meget stor energitæthed, og det bliver ikke blot futtet af på et øjeblik. 1 rummeter flis har et energiindhold, der svarer til ca. 75 liter dieselolie. Og så er fugtighedsniveauet i flisen ikke ligegyldigt. Det optimale i vores anlæg er 42 % fugtighed. Bl.a. af hensyn til røggaskondensering.

I Fremtidens Fjernvarme skal fliskedlen og elkedlen skal supplere hinanden. Fliskedlen træder i stedet for elkedlen, når el er dyrt, og omvendt - når el er billigt, står fliskedlen stille. Vi forventer, at vi skal bruge ca. 100.000 ton flis om året.